Forside

 

Røsnæs Kirke ...lille sogn - stor natur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PÅ TAPETET:

Sidste år fandt vi et gammelt slidt lærred, liggende sammenrullet oven på et skab i kirkens nordre våbenhus. Det var maleriet til kirkens gamle altertavle, forestillende ”Den velsignende Kristus”, malt af Claus Christian Tilly i 1844. Det var i en meget trist tilstand hvor lærredet flere steder var gennemhullet og malingen på store flader helt var skallet af. Umiddelbart var det parat til udsmidning, men vores lokale kunstner, Ole Kjempff mente noget andet. Fik han frie hænder, ville han give det en chance og rense og restaurere såvidt det nu var muligt. Det sidste halve år har han arbejdet på det og resultatet blev åbenbaret for menigheden på det nye kirkeårs første dag, 1. søndag i advent.

På nedenstående foto kan man få en fornemmelse af alterbilledets tilstand før og efter restaureringen der er udført og doneret af Ole Kjempff.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det på langs havlt renoverede billede Det færdige resultat

 

Åbenhed er også nærvær!

Vores kirke er sognets klenodie. Slægt efter slægt har passet på den de sidste 700 år – det er derfor den står endnu. De sidste mange år har vi passet så godt på den, at den, ligesom så mange andre kirker, har været aflåst når den ikke blev brugt til kirkelige handlinger. Det har været det sikreste – for at undgå tyveri og kirkeskænding. Men det har nu også været som at grave sin skat ned; ned hvor den ikke kan ses og hvor man kun selv har adgang til den. Der er bare dét, at vores kirke er jo folkets kirke - den tilhører os alle sammen, og gennem årene har vi hørt mange suk fra folk som meget gerne ville se kirken uden nødvendigvis at skulle tvangsindlægges til en højmesse søndag formiddag.

I år tog menighedsrådet den beslutning, at nu skulle der være åben kirke i dagtimerne, ihvertfald i sommerhalvåret. Det var med bævende hjerter, for hvad kunne der ikke ske, når man sådan gav offentligheden fri adgang? De mest konkrete kostbarheder kunne vi nagle fast eller låse inde, men resten af ansvaret for det hyggelige kirkerum måtte vi nødvendigvis lægge i de besøgendes hænder. Det er gået over al forventning.

En gæstebog i våbenhuset - som vi regner med at kun hver tiende besøgende skriver i – giver os et hint om, at en åben kirke ikke kun tilfredsstiller den nysgerrige, men også signalerer lokalsamfundets imødekommenhed og tillid. Det sætter vel først og fremmest den fremmede pris på, for i gæstebogen udtrykkes der, på både hollandsk, tysk og engelsk, taknemmelighed for, at vi vil give dem lod og del i dét der er vores klenodie.

Gæstebogens mest bemærkelsesværdige åbenbaring er imidlertid, at folk faktisk bruger kirkerummet som dét det er, nemlig; et mødested mellem himmel og jord. Feks kvitterer en gruppe gamle FDF´ere med tak for husly til en privat andagt, mens en anden blot udtrykker: ”Skønt med en åben kirke. Det var lige hvad jeg havde brug for”.

”Kirkegang” er åbenbart ikke kun noget der sker på helligdagene. For ham eller hende der kun har fem minutter på en almindelig hverdag har det tydeligvis betydning at blive mødt af en åben kirke der byder sig til med sin helt særegne form for nærvær.

Noget tyder på at menighedsrådets beslutning om at holde kirken åben er et tiltag der er kommet for at blive.

Glædelig Jul, når den tid kommer!

 

Ernest W. Andersen

seneste opdatering: 8. oktober 2016