Kirken

KIRKEN

 

Kirkebyen Ulstrup ligger dybt i læ mellem banker. Kirken ligger på sin egen banke og en smuk virkning har man, når man ad den vestlige låge træder ind på kirkegården og får udsigt øst på over Kirkebugten. Kirkener, i sin grund, romansk, men bærer præg af en brydning mellem ældre og nyere traditioner, idet et tresidet apsis og spidsbuede døre og vinduer er en indrømmelse til den gryende gotik i 1300-tallet. Nedfældet i gulvet under tårnet, ligger lig stenen over Laurids Olufsen Kock, præst på Røsnæs og provst i Arts herred til sin død i 1691. Hans navn er bevaret i enhver røsnæsbondes bevidsthed, især ved hans digt om kongejagten på Refsnæs hvor Valdemar den Unge så tragisk kom af dage, men også gennem folkevisen ”Danmark, dejligst vang og vænge”.

Før reformationen var Røsnæs kirke en lægedomskirke som sågar søgtes af syge fra det indre Sjælland. Sankt Laurentii kilde risler stadig nede i præstegårdshaven syd for kirken. Det var her de syge, ved midnatstide, spægede deres legemer, indvortes som udvortes, med kildens hellige vand, for derefter, under iagttagelse af fuldkommen tavshed, at blive ført tre gange rundt om kirken.

Dette romantiske billede af Røsnæs kirke som en fordums, helt særlig helligdom hvor himlen kan række sin lægedom ned til jordens indvånere, står i en vis kontrast til det som en senere og mere oplyst kristenhed ikke modsatte sig at kirken blev brugt til. Men her var man også forurettet og harm over engelskmandens ran af flåden, landets stolthed, så i Guds navn lod man kirketårnets tykke mure være den betryggende ramme for hovedlageret af ammunitionen til den skanse som i 1809 blev anlagt på det yderste af næsset. Hævn skulle der tages, og til dét skulle krudtet holdes tørt, og det var fint nok at bruge Guds hus til det.

 

I 2014 gik sognets ældreudflugt bla. til J.F. Willumsens Museum i Frederikssund for at se maleriet af selvsamme kunstner: ”Brudeparret går efter vielsen tilbage til deres respektive stole” fra 1885.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dengang var hvælvene blå og væggene gule, og et stort maleri af den velsignende Kristus, malt af C. Tilly, indsat i en ny-gotisk ramme, udgjorde altertavlen.

Siden er det blevet mindre prangende – og mere fredeligt.

I 1904 blev farverne afløst af hvidtning, og i 1924 afløstes den lidt monstrøse altertavle af et mere beskedent krucifix skåret efter gotisk forbillede.

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en omfattende restaurering i 1973 blev kirkerummet minimalistisk og imødekommende, hvidkalket, men tonet blidt af lyset gennem Harald Dalls to glasmosaikker i Apsis. Vi synes vel selv det er som det skal være; et rum der nærmest selv antager stemning efter lejlighed og begivenhed; i lyst og nød, i sorg og glæde –

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

men altid trygt og imødekommende: ”Som en helle midt i larmen…….Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted…… Og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund” (Salme 331 af Lars Busk Sørensen).

 

 

 

På menighedsrådets vegne af,

Sognepræst Ernest Walther Andersen, juni 2016

 

 

Røsnæs Kirke.....lille sogn - stor natur