SOGNEPRÆST ERNEST W ANDERSEN ER PT. SYGEMELDT

I STEDET TRÆDER KONSTITUERET SOGNEPRÆST

SØREN SIEVERS

se kontaktinfo under fanen KONTAKT

 

FILMAFTEN 

- med spisning 

Torsdag den 20. februar (rettelse) kl. 17.30 i Stalden

Tilmelding til: Yvonne B Hansen eller Elisabeth Torkelund

FRA KIRKEN

Godt Nytår! Et ønske, vi alle deler. Hvad det gode skal bestå i, det er temmelig individuelt. Ingen ønsker naturligvis alverdens ulykker ramle ned over sig – eller for den sags skyld ned over andre. Vi ønsker det gode for os selv og for hinanden. Også i det år, der kommer. Et af de ønsker for året, der på dette sted ligger lige for, er ønsket om, at det må være muligt at sammensætte et nyt menighedsråd til valget i efteråret.

Røsnæs Sogn er det næstmindste i kommunen. Det kan vist kun blive Sejrø, der er mindre. Og de små steder er sårbare. De skal passes på. Der skal ydes en indsats for at bevare sammenhængskraften. Kirken er en del af det, der har været og er sammenhængen. I det meste af et årtusinde har den ligget deroppe på bakken og højst det seneste århundrede konkurreret med møllen om at være det højeste punkt. Gå en tur på kirkegården og læs navnene på slægterne, der har og havde deres hjem i Røsnæs Sogn. Også for dem var kirken af betydning. Det var her de mødtes til glade og til triste anledninger, hvad stenene jo minder om. I
adskillige slægtled har kirken stået og vidnet om, at kristendommen har været en vigtig kraft i sognets og menneskers liv.

Røsnæs Kirke er i lighed med adskillige andre gamle landsbykirker velholdt. Den vidner om, at sognet passer på den. Det er ikke en eller anden central myndighed, der vedligeholder kirken. Eller for den sags skyld Nationalmuseet. Det er sognets beboere, der gør det og har gjort det i generationer. De har vedligeholdt den, som var den deres egen dagligstue. Den betyder med andre ord noget. Og sådan skulle det gerne blive ved. Men det forudsætter, at der er nogle, der vil tage den opgave på sig at være en del af menighedsrådet. Og det handler ikke kun om at passe på kirken og kirkegården. Det handler også om at skabe liv og vækst i og omkring kirken. Det gøres bedst i fællesskab, og herfra skal der lyde en kraftig opfordring til at træde ind i det fællesskab og være med til at sikre, at sognet også fremover er et levende og aktivt sted

Søren Sievers

Seneste opdatering: 25. januar 2020